Vigtig viden om Homøopati.
Homøopatien er en erfaringsvidenskab. Alle midlernes virkninger har man eksperimenteret sig frem til ved at efterprøve dem på såvel syge som raske. Hele homøopatiens princip og grundlag hviler endnu i vore dage på, hvad Dr. Samuel Christian Hahnemann har udfundet, og dette bekræftes af de moderne videnskaber kemi og biologi.
Homøopatien er den medicinske praksis at behandle en sygdom med det middel, der giver en rask de samme symptomer, som den syge har . Det hedder på latin: Similia similibus curentur "Lige helbredes med lige".
Midlerne potenseres, det vil sige fortyndes og omrystes. For hver potensering bliver stoffet mere virkningsfuldt gennem den større overflade, som opnås derved. For hver D-potensering fortyndes én del af midlet med ni dele neutralt emne. De mest anvendte potenser er D6, D12, D30, D200 og D1000. D6 er en fortynding i forholdet 1:1.000.000, D12 er fortyndet i forholdet 1:1.000.000.000.000 og så videre.
D4, D6 og D12 kaldes de lave potenser, D30 mellemhøj og D200 og D1000 høje potenser. Tungt opløselige stoffer findes kun fra potensen D8 og opad. Midlerne findes som pulver, tabletter, globuler og flydende form. Den nøjagtigste og bedst holdbare er den flydende form, hvor midlerne er potenseret med fortyndet alkohol.
Homøopati er en helhedsbehandling. Medicinen skal stemme overens med legeme, sind og sjæl. Man behandler ikke sygdommens symptomer, men dens årsag; ikke sygdommen, men patienten. Homøopatien ser symptomer som kroppens reaktion mod sygdommen, som kroppen prøver på at overvinde, og homøopaten søger at stimulere reaktionen, ikke at undertrykke den, og bevirker således at patienten helbreder sig selv. Sygdomme kan kaldes ubalancer i legemet, og den homøopatiske medicin hjælper patienten til selv at genoprette balancen. Den homøopatiske medicin aktiverer patientens vitale eller indre kraft, og får patienten til at udstøde sygdommen i stedet for at undertrykke den.
Samuel Hahnemann (1755 - 1843)
|
Homøopatien bliver grundlagt af Samuel Hahnemann, som blev født i 1755 i den tyske by Meisen. Han er meget begavet og allerede som tolvårig underviser han de andre elever i græsk. Senere tjener han til sine universitetsstudier i kemi og medicin ved at oversætte engelske bøger til tyske og ved at undervise. |
 |
I 1779, 24 år gammel, består han sin eksamen i medicin og begynder at praktisere som læge. Han begynder også at udgive bøger om medicin og kemi.
Hahnemann opnår hurtigt et godt ry indenfor kemi og lægevidenskab. Som læge arbejder han ofte med præparater, som er giftige og skader patienterne mere end selve den sygdom, som de bliver behandlet for.
Hahnemann tjener herefter penge på at oversætte medicinske værker, især kemiske bøger, hvilket er en fattig levevej i forhold til lægegerningen. Han vil dog hellere leve fattigt frem til at skulle indordne sig under et lægeligt system, som han anser for at være mere nedbrydende end opbyggende for patienterne.
Hahnemann er på alle måder meget optaget af spørgsmålet om sundhed. Han taler om hygiejne og forebyggende medicin, anbefaler renlighed, frisk luft, fysiske øvelser og fornuftig kost. Ja, i det hele taget en mere sundhedsorienteret lægevidenskab, som i allerhøjeste grad er nytænkning for 200 år siden.
Hahnemann skriver selv flere kemiske værker og bliver i 1795, et år før hans store opdagelse med homøopatien, anset for at være en af de syv mest betydningsfulde kemikere på sin tid.
Det er under sit arbejde med at oversætte Materia Medica, et kompendium over lægermidlers virkning, at Hahnemann støder på professor Cullens behandling af malaria med kinabark. (Kinabark indeholder kinin, som er et middel mod malaria og feber i det hele taget).
Hahnemann undrer sig over, at der beskrives, hvordan kinabarkens forgiftningssymptomer er de samme som symptomerne på malaria og feber. Det gør ham så interesseret, at han begynder at afprøve kinabark på sig selv.
Disse selvforsøg resulterer i følgende symptomer:
Kolde fødder og fingerspidser, træthed, døsighed, hjertet begynder at hamre, pulsen bliver hård og lille, ulidelig ængstelse, rysten, afkræftelse af hele kroppen, pulseren i hovedet, rødmen i kinderne, tørst og alle de symptomer, der normalt ses ved febertilstande.
Anfaldene er voldsomme og varer 2-3 timer, hvorefter de holder op, og kun kommer igen, hvis han tager en ny dosis.
Denne opdagelse er revolutionerende for Hahnemann, som med denne ligger grunden til filosofien bag homøopatien om at lige skal helbredes med lige.
Forsøgene med kinabark i 1796 anses for at være starten på homøopatien. Hahnemann arbejder efter denne opdagelse videre med sin nye teori og laver flere forsøg, som alle fører frem til samme erkendelse:
Et stof, der fremkalder symptomer hos en rask person, helbreder disse symptomer hos en syg person.
Hans nye opdagelse tiltrækker andre læger, som heller ikke er tilfredse med datidens behandlingsmetoder. De laver forsøg, hvor de selv indtager forskellige stoffer og laver omhyggelige optegnelser over, hvilke symptomer hvert enkelt middel fremkalder.
De afprøver derefter præparaterne på patienter med lignende symptomer, som de selv har haft og opdager, at selv patienter med uhelbredelige sygdomme bliver helbredt.
Han dør i 1843, 88 år gammel.
Homøopatien har siden Hahnemann bredt sig til store dele af verden og er blevet accepteret af alle samfundslag som en sikker og effektiv helbredelsesmetode. Mest kendt for homøopati er nok England, dels fordi de har et homøopatisk fakultet og hospitaler, hvor der udelukkende anvendes homøopatisk medicin, dels fordi den engelske kongefamilie foretrækker homøopatisk behandling. Også i andre lande er der professorater i homøopati, homøopatiske sygehuse og tusinder af allopatiske læger er gået over til homøopatien.
Homøopatien er velkendt i vore nabolande. Danskere, som ønsker at uddanne sig til homøopater, studerer for øjeblikket i Sverige, Tyskland og Schweiz. I selve Danmark var homøopatien efter 1920 mest udbredt i Sønderjylland, men er nu kendt og værdsat i hele landet. Homøopati anvendes såvel af læger (i 1996 angav 16 danske læger, at de anvendte homøopati), som af naturopater, zoneterapeuter og andre alternative behandlere. Homøopati anvendes desuden - endnu i et ret begrænset omfang i det daglige i hjemmenes husapotek til udbedring af mindre skader.
Paracelsus formulerer i 1500-tallet Hahnemann’s læresætning:
"Similia similibus curentur" (det lignende vil helbrede det lignende).
Man kan sige, at tankerne om lighedsprincippet er gamle, men at de bliver omsat til praksis, kan vi takke Hahnemann og hans mange forsøg på sig selv og andre raske forsøgspersoner for.
Lighedsprincippet ses også anvendt ved almindelige lægemidler. En vaccine er en slags homøopati, idet man tilfører organismen en fortyndet udgave af selve sygdommen, og derved bliver man modstandsdygtig. Allergikere immuniserer man ved at give dem det, de ikke kan tåle i fortyndet udgave.
Fremstillingsprincipper (potensering)
Hahnemann finder frem til, at et stof, som i en stor dosis fremkalder bestemte symptomer hos en rask person, vil helbrede de samme symptomer hos en, der er syg, når det gives i potenseret form.
Ordet potens kommer fra græsk og betyder "kraft".
Idéen er, at kraften fra det helbredende stof overføres til opløsningen ved potenseringen.
Man fremstiller homøopatiske præparater på en ganske bestemt måde, derfor kaldes det ikke en fortynding, men en potensering. Når man potenserer de homøopatiske opløsninger, ryster man dem kraftigt med det formål at opnå størst mulig opløsningsgrad af grundsubstansen i det færdige homøopatiske præparat.
Fremgangsmåden ved potensering er, at man først fremstiller en grundsubstans, en såkaldt urtinktur også kaldet "Ø", som herefter potenseres ved at tilsætte et fortyndingsmiddel.
| En del af urtinkturen blandes med ni dele fortyndingsmiddel. Herefter rystes der kraftigt, og man har den første potens, som man kalder D1. Dernæst tager man en del af den nye blanding og ni dele fortyndingsmiddel, som man ryster kraftigt og nu har man den anden potens, som man kalder D2. |  |
Sådan bliver man ved med at fortynde indtil man har opnået den ønskede potens. Reglen er blot at man blander i forholdet 1:9 og ryster kraftigt mellem hver potens.
Præparaterne kan også laves som C-potenser.
Her er fremstillingsmetoden den samme, bortset fra, at der fortyndes i forholdet 1:99.
Som fortyndingsmidler bruger Hahnemann vand, alkohol og mælkesukker, fordi han mener, at disse stoffer er medicinsk neutrale. Det er stadig de samme fortyndingsmidler man anvender i dag.
Er fortyndingsmidlet en væske, sker potenseringen ved, at man for hver fortynding ryster præparatet kraftigt.
Er fortyndingsmidlet et fast stof, sker potenseringen ved, at man for hver fortynding knuser præparatet i en morter.
Homøopatisk medicin må ikke omhældes og må ikke forurenes, den må ikke udsættes for stærk varme, stærkt lys f.eks. sollys og stærke lugte. Efter brugen skal skruelåget sættes på igen med det samme. Hvis man skulle have hældt for meget ud, må det ikke hældes på flasken igen, men skal kasseres, lad ikke flasken berøre andre emner under opbevaringen.
Homøopatisk medicin skal indtages mindst en halv time før eller efter et måltid. Munden skal være fri for mad, drikke, tobaksrøg, tandpasta og søde sager. Dråberne tælles af direkte på tungen og absorberes der, eller de hældes i et rent sulfofrit glas og fortyndes med vand, hvorefter det hele drikkes.
Ved valg af lægemiddel går man ud fra de karakteristiske symptomer, både de objektive, som behandleren kan se, og de subjektive som patienten føler.
Man tager hensyn til hvilket organ/hvilke organer, der er inkluderet, og arten af sygdommen, patientens temperament, sekreter og funktioner, konstitution og individualitet, samt årsagen til sygdommens opståelse.
"DER FINDES INGEN SYGDOMME - DER FINDES KUN SYGE MENNESKER".
En meget vigtig ting, som Hahnemann opdager, er at mennesker med den samme sygdom ikke skal have den samme behandling. Behandlingen af den enkelte er individuel og lige præcis tilpasset den enkeltes fysiske og psykiske symptomer.
Der findes altså ikke ét præparat til én bestemt sygdom, idet to mennesker med f.eks. lungebetændelse reagerer forskelligt på infektionen, ligesom de også oplever sygdommen forskelligt.
Indenfor homøopatien arbejder man udfra loven om lighed hvilket betyder, at det ordinerede lægemiddel skal være afstemt præcist efter patientens fysiske og psykiske symptomer.
For at finde det helt rigtige middel, burde man kende alle de symptomer, som knytter sig til de enkelte midler. Dette er imidlertid umuligt, hvorfor man indenfor homøopatien betjener sig af et repertorium: En liste over symptomer og hvilke midler, der bruges til disse. Et sådant repertorium findes i den bog, som hedder: "Homøopatiske Enkelmidler" af Kirsten Jensen, cand. mag. Når man skal bruge det, skal man slå op under de to til tre mest karakteristiske symptomer/indikationer og derefter læse videre under det eller de midler, som er fælles for disse symptomer. Vælg derefter det middel, som passer bedst til symptomer, fremtrædelse og temperament.
For at bruge et middel skal der være tre, helst fire symptomer, der er overensstemmende mellem patient og middel. Man skal passe på altid at vælge de mest særprægede, ualmindelige og påfaldende symptomer. De viser bedst og sikrest frem til det rigtige middel. De mere almene symptomer: Søvnløshed, udmattethed, appetitløshed etc. findes ved et utal af sygdomme og indicerer sjældent bestemte midler. Det vil ofte være nødvendigt med gentagne opslag for at vænne sig til at benytte hele bogens bredde.
I beskrivelsen af de enkelte midler er kun i et ringe omfang medtaget modaliteterne, dvs. de ledsagende omstændigheder under hvilke symptomerne forbedres eller forværres, f.eks. blæst, sult, kulde, fugt, varme eller bevægelse. Disse er bevist udeladt, idet de optræder i meget skiftende former og forvirrer begynderen unødigt.
Hvis det skulle vise sig, at en patient lider af flere sygdomme på en gang, og derfor egentlig har behov for flere midler, må man begynde med at behandle hovedsygdommen, den alvorligste eller mest akutte, da man normalt kun bruger et middel ad gangen. Først når behandlingen af denne er til ende, kan man begynde en behandling af en anden sygdom. Det vil ofte vise sig, at den anden sygdom var afhængig af den første og forsvandt samtidig med behandlingen af denne.
Der findes dog homøopatiske midler, der kan bruges samtidigt. Nogle gange er der i denne bog givet anvisning på at anvende to midler på en gang. Andre muligheder ligger i brugen af kompleksmidler, som, når de er sammensat af en dygtig homøopat, virker sammen mod et fælles mål. Til de læsere, som interesserer sig for kompleksmidler, anbefales særligt Dr. Reckeweg’s kompleksmidler, hvis terapeutiske anvendelse er beskrevet i bogen: "Dr. Reckeweg, 75 Homøopatiske Specialiteter", ISBN nr. 3-926551-00-3, forlaget: Pharmazeutische Fabrik Dr. Reckeweg & Co.
Et middel ad gangen eller komplekspræparater
Hahnemann ordinerer altid kun ét lægemiddel ad gangen til patienterne. Men eftersom det kræver en meget stor viden og erfaring at finde lige præcis det middel, som dækker patientens symptomer 100%, bruger mange homøopater i dag at give flere midler ad gangen. En del af forklaringen er måske, at patienternes symptombilleder i dag er mere komplicerede end på Hahnemann’s tid og derfor er det blevet sværere at finde et enkelt middel, som virker.
Dette er dog modsat Hahnemann’s principper om individualitet og minimal dosis, som kaldes for den klassiske homøopati.
Men eftersom der i dag findes over 11.000 homøopatiske lægemidler at vælge imellem, som ovenikøbet findes i forskellige potenser med forskellige virkninger, er det indlysende at udøvelse af den klassiske homøopati nærmest er umulig, fordi det er meget tidkrævende at finde det rette middel. I dag anvendes derfor komplexmidler, som er sammensat af flere målrettede enkeltmidler:
Hvilken af potenserne skal anvendes?
Her skal jeg give nogle hovedregler:
Lave potenser er mere anvendte end høje potenser.
Man skal anvende D6, hvis man er i tvivl.
Sygdomme af hovedsagelig nerve mæssig art kræver høje potenser.
Hudbesvær D30 eller højere potens.
Akutte sygdomme lav potens og hyppig indtagelse.
Kroniske sygdomme høj potens og sjælden indtagelse.
Også personens karakteregenskaber spiller ind: Den rolige flegmatiske type skal have lavere potenser end den livlige, pirrelige, følsomme type.
Jo farligere, heftigere og mere akut sygdommen er, jo hyppigere skal medicinen indtages. Lav potens giver hyppig indtagelse. Ved pludselig forskrækkelse, truende abort, blødninger, hjerteanfald og deslige kan man gå helt ned til fem minutters intervaller mellem indtagelserne. Det mere rolige sygdomsforløb har intervaller på to til fire timer. Ved bedring gøres intervallerne større, og behandlingen ophører, når sygdommen er ovre.
Ved kroniske sygdomme er det tilstrækkeligt at give medicin en til to gange om dagen. Hvis man anvender høje potenser måske blot 10-20 dråber hver anden dag eller en gang om ugen.
Ved potensen D1000 måske blot en gang i alt.
Under en heftig sygdom forbruger kroppen medicinen hurtigt. Visse af medicinerne er også af den beskaffenhed, at de opbruges hurtigere af kroppen end andre mediciner, dvs. at visse mediciner har kortere virkningstid end andre.
Mediciner med kort virkningstid: Aconitum, Belladonna, Camphora, Chamomilla, Colocynthis, Ignatia, Ipecacuanha, Ledum, Mercurius, Nux Vomica og Rhus Toxicodendron.
Lang virkningstid har alle metaller: Aurum, Argentum, Cuprum, Plumbum og Zincum. Her er Ferrum/jern en undtagelse, idet dets virkningstid er kort.
Lang virkningstid finder vi også hos konstitutionsmidlerne: Calcium, Kalium, Phosphorus, Sulfur, Natrium og sammensætninger med disse, samt Acidum Nitricum, Arsenicum, Cantharis, Drosera, Graphites, Hepar Sulfuris, Jodum, Lachesis, Lycopodium, Magnesium, Petroleum, Psorinum, Sabina, Sepia, Silicea og Thuja Occidentalis.
Ligesom midlernes virketid og sygdommenes art er forskellige, således er der også store variationer indenfor den tid, som forløber inden helbredelsen. Nogle midler og nogle sygdomme, især de kroniske, behøver en lang behandlingstid, medens andre - forudsat midlet er rigtigt valgt, rigtigt doseret og i rigtig potens - kan bringe helbredelse på få dage eller blot timer.
Begynd altid en behandling så hurtigt som muligt. Det er lettere at afværge en sygdom før den er trængt ind i alle kroppens celler og væv. Nogle af midlerne er specielt egnede til sygdommes første faser, inden man ved, hvad de vil udvikle sig til. En tidlig behandling mildner og kan evt. helt eliminere sygdommen.
Hvis sygdommen udvikler sig, og nye symptomer kommer frem, skal man skifte middel til det, der passer til disse.
Efter indtagelse af et homøopatisk middel kan der forekomme en forværring af sygdommens symptomer. Dette varer kun få timer op til en dag, og er et tegn på, at midlet er rigtigt valgt. Hvis forværringen skulle vare længere tid, så har patienten fået for store doser eller for høj en potens. Det tilrådes i så fald at udskyde den næste dosis indtil forværringen er ovre og derefter at give svagere doser.
Homøopati samtidig med allopati
Homøopati kan også gives samtidig med allopatiske lægemidler, pånær et par tilfælde: For det første skal man passe på ikke at give gravide nogle af de midler, som kan medføre abort; dette er anført under de pågældende midler. For det andet bør hjertesygdomme ikke behandles homøopatisk og allopatisk samtidig. I øvrige sygdomstilfælde vil homøopatisk medicin, også ved alvorligere lidelser, effektivisere behandlingen, fremskynde helbredelsen og forkorte rekonvalescensen.
Nedarvede grundsygdomme & miasmer
Når man behandler akutte sygdomme med homøopati, sker det nogle gange, at sygdommen kommer igen efter et stykke tid, selvom patienten tilsyneladende var blevet helbredt. Det skyldes en kronisk grundsygdom, som skal behandles inden den nuværende sygdom.
Indenfor homøopatien kaldes disse grundsygdomme for miasmer. Disse miasmer er bl.a. fnat, syfilis, gonorré, tuberkulose, mæslinger, skarlagensfeber, polypper og kræft. Det er ikke sikkert, at patienten har haft disse grundsygdomme selv, det kan skyldes arv fra patientens forfædre. En anden kilde til miasmer er vaccinationer og stærk medicin som cortison, prednison, stærkt beroligende midler og antibiotika.
Homøopatisk medicin er ikke blot effektivt ved behandlingen, men også ved stillelse af diagnosen, idet det er egnet til testning. Her er især den flydende homøopatiske medicin velegnet, idet den har helt stabile og holdbare svingninger. Til testning kan man enten benytte flaskerne, eller man kan anvende små testampuller af de enkelte midler.
Den præcise diagnose er i god overensstemmelse med homøopatiens opgave, som anført af Hahnemann i § 1 i "Organon der Heilkunst": At helbrede hurtigt, blidt og varigt. Dette er homøopatiens særkende, og dertil kan vi i vore dage tilføje, at homøopatisk medicin desuden er billig, risikofri og giver et længere og bedre liv. I en undersøgelse af lægers levetid har det vist sig, at homøopatiske læger i gennemsnit lever tyve år længere end allopatiske læger.
Såfremt læseren ønsker en litteraturliste hertil, skal han eller hun være velkommen til at henvende sig til en af konsulenterne i MaxiPharma tlf. 86 29 29 55 eller sende e-mail til